AGF-talent på prøve i United

AGF

Unge Lars Troensegaard skal til prøvetræning hos engelske Manchester United.

Den kun 15-årige back Lars Troensegaard skal i den kommende uge til prøvetræning hos selveste Manchester United. Det sker efter scouts fra den engelske storklub har spottet ham i Tyrkiet, da han var på træningslejr med det danske U16-landshold. Brian Steen Nielsen som er sportschef i AGF udtaler følgende til klubbens egen hjemmeside:

– Der venter helt sikkert Lars en stor og lærerig oplevelse, som han kan bruge i sin videre udvikling. Han har været gennem en rivende udvikling, siden han kom til AGF, og det bliver nu belønnet med dette ophold.  Lige fra den første kontakt har Manchester United ageret meget professionelt. De har haft flere scouts og deres akademidirektør til at følge Lars, og jeg har haft et møde med dem om prøvetræningen. De er gået grundigt til værks, og derfor har vi også takket ja til invitationen.

Lars Troensegaard skrev i december under på en treårig ungdomskontrakt med AGF. Hans træningsophold i England varer fra søndag til fredag.

In this article