OB-talentet Anders Thomsen mærker i øjeblikket stor fremgang i sin udvikling.
17-årige Anders Thomsen er en af de fem OB-talenter, der i denne uge har fået lov at træne fuldt ud med klubbens Superligahold. Thomsen er til dagligt en del af fynboernes U19-hold, ligesom han også allerede har en masse U-landskampe på CV’et.
OB-talentet er kommet med blandt førsteholdsspillerne i denne uge pga. spillerafgange og forlængede ferier i truppen. Derfor skal han bla. være med, når OB i ugens løb spiller en masse showkampe rundt omkring på Fyn i nogle samarbejdsklubberne. En af dem spillede de i går, da man vandt med 8-0 over Humble BK. Her fik 17-årige Thomsen 30 minutter, som han udnyttede til at blive målscorer i kampen.
– Det er naturligvis rigtig fedt at få lov at træne med Superligatruppen i denne uge, og være med i deres såkaldte showkampe, som egentlig bliver brugt som en seriøs træning, siger Anders Thomsen til dbold.dk.
Han forventer at blive presset mere i træningen, og glæder sig over at prøve evnerne af på et højere niveau.
– Jeg forventer at blive presset lidt mere i træningen, da det foregår på et højere niveau end jeg er vant til i U19. Jeg glæder mig til at prøve evnerne af med nogle rigtig gode spillere, og ser meget frem til forhåbentligt at få spilletid i træningskampene.
Anders Thomsen skal naturligvis også bruge ugen på, at spille sig tættere på førsteholdet, og imponere klubbens trænere.
– Jeg satser på at blive hevet op i Superligatruppen til nogle træningspas i den kommende sæson. Jeg håber og tror på, at der er en plads til mig. Men om det så bliver om 6 eller 12 måneder, det ved jeg ikke.
OB-talentet mærker for tiden stor fremgang i sin udvikling, hvorfor en Superligadebut måske er lige om hjørnet. Anders Thomsen understreger dog, at tiden først er inde, når han er klar.
– Tiden er inde til en Superligadebut, når jeg er klar til det. Men det er selvfølgelig op til trænerne at vurdere, om jeg har niveauet til at være med der.
– Lige nu mærker jeg stor fremgang i min udvikling og håber på, at jeg igennem hårdt arbejde til træning og i kamp kan vise hvem jeg er som person og som spiller overfor trænerne, slutter han.
Anders Thomsen er som 17-årig allerede noteret for 18 U-landskampe for Danmark.