Brøndby har sikret sig det 16-årige angrebstalent Daniel Stückler fra Lyngby.
Flere medier kunne her til aften afsløre, at Brøndby havde sikret sig det 16-årige stortalent Daniel Stückler fra Lyngby. Denne handel bekræftes nu på Vestegnen.
U17-landsholdsspilleren har fået en treårig kontrakt med Brøndby, hvor han glider direkte ind i U19-truppen.
– Daniel ved, hvor målet står. Og endnu vigtigere: Han ved, hvordan man banker bolden ind. Vi tror på, at vores professionelle setup og dygtige trænerstab kan videreudvikle det allerede store talent og dermed forløse det kæmpe potentiale, som han rummer, siger Brøndby’s sportschef Per Rud til klubbens hjemmeside.
Stückler glæder sig til at trække sin yndlingstrøje over hovedet.
– Jeg er ovenud lykkelig. Jeg glæder mig til at spille i denne her trøje, siger Daniel Stückler, og fortsætter:
– Jeg har altid været stor Brøndby-fan, og det var lidt vemodigt at se, hvordan klubben kæmpede både sportsligt og økonomisk sidste år, men med den nye økonomiske situation og det nye sportslige setup, ser det meget lovende ud. Det er et spændende projekt, som jeg meget gerne vil være en del af, og så er faciliteterne i top. Jeg har alle muligheder for at udvikle mig bedst muligt.
Tidligere på dagen fik Brøndby også fingrene i målmandstalentet Viktor Anker fra Næstved.