Pierre-Emile Højbjerg er sulten efter fast spilletid, og er parat til at skifte væk fra Bayern München, hvis det er det, der skal til
Pierre-Emile Højbjerg er i disse dage i landsholdslejren, hvor han, sammen med resten af truppen, forbereder sig til de vigtige EM-kvalkampe mod Albanien og Portugal. Det er gået stærkt for den unge dansker, der det sidste halvandet års tid har trænet sammen med førsteholdstruppen i Bayern. På det sidste har han også slået sin navn fast på landsholdet, og nu er han klar til det næste skridt.
Højbjerg vil ikke længere nøjes med at være bænkevarmer for verdensstjernerne i Bayern – han vil have fast spilletid.
– Jeg skal passe på, hvad jeg siger. Der sker noget snart. om det er på Bayern Münchens hold eller et andet sted. Det må vi tage til den tid, fortæller Pierre Emile Højbjerg til Ekstrabladet.
Han lægger meget vægt på, at det ikke nødvendigvis betyder, at han vil væk fra Bayern.
– Hvis jeg spiller fast på Bayerns hold, så er det også okay. Men der skal ske noget. Jeg føler mig klar og moden nok. Jeg føler mig klar til at tage det spring. Jeg er nødt til at være overbevist om at jeg kan klare det. Der er ikke nogen, der kan løfte bjerge, men man kan kaste de første sten, siger han.
Højbjerg forventes at starte inde, når Danmark lørdag på udebane møder Albanien. Der er kickoff 20:45.