Talenttid – U19-ligaen – 12-05-2015 – Sommerfornemmelser, stjernestøv og suveræne tophold

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U19-ligaen

U19-ligaen (kilde:dbu.dk).
U19-ligaen (kilde:dbu.dk).

Talenterne fra U19-ligaen er alle forskellige, men noget kan de blive enige om.

Det kunne være vildt fedt, at blive fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Det kunne være vildt fedt, at leve af sin sport. Det kunne være vildt fedt, at besøge de største stadions i landet og være centrum for fansenes forhåbninger.

Det er disse tanker, der rumsterer i baghovedet på talenterne, når de uge efter uge slås for point i landets bedste ungdomsrække. Denne runde var ingen undtagelse.

Brøndby og Silkeborg sad over, men ellers var samtlige af rækkens mandskaber i aktion, da der lørdag eftermiddag atter stod ungdomsfodbold på menuen.

I lørdagens tidligste kamp var bronzebejlere fra Esbjerg i kamp. Vestjyderne kan prale af en helt fantastisk hjemmebanestatistik, hvor man før dysten mod Vejle endnu ikke havde tabt på eget græs. Seks sejre og tre uafgjorte må siges at være imponerende.

Imponerende er ikke et ord, der kan knyttes på Vejles forårssæson. Østjyderne havde inden opgøret blot ét enkelt forårspoint at kigge tilbage på, men kunne modsat glæde sig over, at man igen havde en skadesfri Ole Bisp til rådighed. Bisp spillede samtlige minutter i VB’ernes forsvar, og det gjorde han såmænd ganske glimrende.

Ole Bisp var igen tilbage i fuld vigør for Vejle (foto:vejleboldklub.dk).
Ole Bisp var igen tilbage i fuld vigør for Vejle (foto:vejleboldklub.dk).

For de rødklædtes defensiv var nemlig svær at nedbryde. Den tidligere AC. Horsens-spiller Emil Christensen var sammen med Bisp en af hovedårsagerne til, at de forsvarende mestre blev holdt fra fadet. Symptomatisk for kampen blev EfB’s største chance i første halvleg skabt efter et indkast. Mathias Kristensens afslutning havde stor kvalitet, men samme havde Jakob ”Yankee” Henriksens fodparade, så 0-0 ved pausen.

Anden halvleg blev også en snak om jævnbyrdighed og to hold, som holdt hinanden i skak. Esbjerg indtog dog gradvist rollen som det dominerende hold, og presset mod bundholdets defensiv var til tider stort. I det 90. minut fik værterne tilkendt et frispark på kanten af feltet. Anfører Marco Lund tog sagen i egen hånd. Frisparket strøg på stolpen, inden forsvarsmakker Emil Obitsø tacklede læderet i mål. Esbjergs unge spillere eksploderede i vild jubel, mens Vejles spillere enten kiggede tomt ud i luften eller kastede sig frustrerede ned på kunstgræsbanen.

Der kunne ikke sættes spørgsmålstegn ved sejren. Det var det bedste hold, der vandt. Alligevel må nederlaget føles som en gigantisk mavepuster for vejlegenserne, der i store perioder spillede god fodbold. Holdet er uden topscorer Patrick Rasmussen, og lider virkeligt offensivt, da Rasmussen er en klasse over de resterende erstatninger. Flere af spillerne på de to mandskaber har kendskab til hinanden. Således har Esbjergs venstreback Peter Nielsen tidligere slidt og slæbt for Vejle, ligesom gæsternes Hamid Khalidan i vinterpausen var til prøvetræning i Esbjerg. Selvom holdene har kenskab til hinanden, fortæller tabellen, at der er milevidt mellem de to mandskaber. 28 point er der fra Vejle på næstsidstepladsen til Esbjerg på rækkens tredjeplads.

Ikke helt så stor forskel var der på AaB og AGF, inden de to jyske traditionsklubber lørdag krydsede klinger. Ja, blot to point adskilte de to klubber, som begge har en stolt tradition for dansk ungdomsfodbold. AaB har på det seneste givet debut til en række unge spillere, og samme har AGF, der med purunge Oskar Buur har bevist, at de har modet til at give de unge spillere chancen.

For AaB’s U19-hold skulle kampen bruges til at revanchere sidste weekends skuffende nederlag til førerholdet fra FC. Midtjylland. De bolsjestribede har blot vundet sølle én af ni udebanekampe, hvilket naturligvis fortæller en historie om holdets hjemmebanestatistik, der modsat er aldeles fremragende, og derfor var det jo ganske heldigt, at nordjyderne i lørdags netop spillede hjemme på Hornevej.

Men det var nu AGF, der startede kampen bedst. Et højt århusiansk pres frustrerede de pasningsstærke AaB’ere, der måtte se den ene hvidklædte efter den anden forsøge sig mod mål. Til hjemmeholdets held var Daniel Hovalt en sikker sidste skanse, og reddede i flere omgange kastanjerne ud af ilden. 95’eren Sebastian Rønnow og Michael Zacho manglende den sidste skarphed, og derfor 0-0 ved pausen.

Efter en let omgang pausete (eller bare vand) var spillerne klar på anden halvlegs strabadser. Også her var AGF i teten, men efter godt et kvarter af anden halvleg skiftede kampbilledet. AaB havde mere energi på den svære bane, og efter 68 minutter kunne genfødte Sebastian G. Andersen, der har haft så svært ved overgangen til U19-fodbold, score et af sine sjældne, men vigtige mål – 1-0. Herefter omlagde Claus Therkildsen og AGF taktikken. Tre mand i bagkæden skulle være opskriften på et comeback, men i stedet havde det modsatte effekt.

Man var utrolig sårbare i de bagerste gelleder, og i det 89. minut lukkede og slukkede Oliver Knudsen kampen, da han efter en omstilling iskoldt passerede en chanceløs AGF-keeper. AaB vandt kampen med 2-0, og fortsætter, ligesom Esbjerg i øvrigt, en imponerende hjemmebanestatistik, som for nordjydernes vedkommende lyder på ni kampe uden nederlag. Helt så gnidningsfrit går det ikke for ’De Hvie’. Efter en forrygende start på foråret er man nu uden sejr i tre kampe. En smal trup og (for) stor afhængighed af enkelte spillere kan være en del af forklaringen på problemerne for holdet, vi for et par spillerunder siden kaldte forårets hold.

Den titel burde måske i stedet tilfalde Randers?! De beskedne og ofte oversete kronjyder har spillet en god forårssæson, hvor man trods et svært kampprogram blot har lidt et enkelt nederlag – 1-2-nederlaget mod FC. Midtjylland. Så der var masser af optimisme i hestenes lejr inden udekampen mod Lyngby, hvor der hersker mere end almindeligt kaos. Hellerup Finans, klubbens ejere, har i ugens løb fyret førsteholdets trænerstab – det kan ikke undgå at have smittet en smule af på klubbens bedste talenthold, der dog startede opgøret ganske fint.

De kongeblå havde tre U17-spillere i startopstillingen, hvilket var ganske modigt mod et Randers-hold, der er kendt for at have fysikken på plads. Hverken fysiske- eller aldersmæssige udfordringer var at spore i første halvleg, hvor Lyngby dominerede på på bolden, dog uden at blive farlige. Farlige var Randers heller ikke, så 0-0 ved pausen.

Kampen mellem Randers og Lyngby blev afgjort i anden halvleg. Her tog Randers teten. (foto:duusgaard.com)
Kampen mellem Randers og Lyngby blev afgjort i anden halvleg. Her tog Randers teten. (foto:duusgaard.com)

Forskellen på de to halvlege var til at tage og føle på. Pludselig var Randers ovenpå, og det var til at se,  hvorfor kronjyderne kæmper med om bronzemedaljerne. Flere store chancer blev produceret, og det var utroligt, at det ikke blev til mere end de 0-1, som måltavlen viste efter 90 minutter. Emil Kjeldsen stod for randrusianernes scoring, da han med et fladt skud passerede Oliver Foss i Lyngby-målet. Med sejren følger Randers trop med Esbjerg i kampen om de eftertragtede bronzemedaljer. For Lyngby er snakken om medaljer fjern. I den københavnske forstad handler det om at få ro på. Man skal helt tilbage til den 21. marts for at finde seneste kongeblå sejr – det er lang tid siden!

Knap så lang tid skal vi tilbage for at finde seneste FC. Midtjylland-sejr. Ulvene høster point, som de lokale landmænd høster korn, og er i skrivende stund storfavoritter til at stå med DM-guldet, når sæsonen om en måneds tid er ved vejs ende. Lørdag var de på besøg hos formsvage FC. København, der gik til kampen med fire nederlag på stribe. Succesen fra UEFA Youth League i fjor synes efterhånden langt væk, selvom flere af spillerne deltog i kampene mod Galatasaray, Juventus, Real Madrid og Barcelona i sidste sæson.

Nu hvor vi snakker om prominente hold, er det også værd at nævne, at FCM U19-træner Kenneth Andersen i lørdags havde en ganske prominent spiller til rådighed. Den tidligere Arsenal-spiller Kristoffer Olsen finpudsede kampformen på U19-holdet, og spilleren, der allerede har repræsenteret Superliga-holdet op til flere gange, skulle hurtigt vise sig at blive kampafgørende.

Efter ti minutter var det nemlig den langhårede svensker, der med et præcist indad skruet hjørnespark fandt Rasmus Nissen i det lille felt, hvorfra forsvarsspilleren dirigerede bolden over i det lange hjørne. Nissens fjerde sæsonmål var en realitet, og det skulle hurtigt blive endnu bedre for de sultne ulve.

Og igen var det Olsson, der var på spil.

Tidligere Arsenal-spiller Kristoffer Olsson optrådte i lørdags i U19-ligaen. (foto:PA).
Tidligere Arsenal-spiller Kristoffer Olsson optrådte i lørdags i U19-ligaen. (foto:PA).

95’eren, der har utallige U-kampe for Arsenal til sit navn, skruede endnu engang et hjørnespark ind i panden på en holdkammerat – denne gang Babajide David – som knaldhårdt headede kuglen i rusen bag Daniel Jespersen i løveburet. FC. Midtjylland var bedre i alle spillets facetter, og kampen synes allerede på dette tidspunkt, efter 27 minutter, afgjort.

I anden halvleg havde sidste sæsons U19-ligatopscorer Razak Adebayo og den trofaste indskifter Simon Sterring begge muligheder for at lukke opgøret, men værterne holdt stand. I slutningen af opgøret slap jyderne taget med kampen, og det tillod hjemmeholdets Mathias Krigbaum at reducere til 1-2, så de sidste ti minutter blev med et FCK-pres mod ulve-keeper Rasmus Bach, som efter en skadespause atter var tilbage mellem stængerne. Bach og FC. Midtjyllands defensiv fik dog reddet stormen af, og vandt kampen 1-2. Endnu tre point til de jyske storfavoritter, som burde have scoret flere mål end de to, det blev til. Sejren var Ikast-drengenes syvende på stribe – det fortjener respekt. Man har nu syv point ned til FC. Nordsjælland, som endda har spillet en kamp mere. Netop de nordsjællandske tigre fra FC. Nordsjælland var i lørdags også i kamp, da man var taget en tur over Storebælt for at møde OB.

Ligesom FC. København gik OB til deres opgør velvidende, at man havde tabt de seneste fire opgør, man havde deltaget i. Det var ikke just selvtillid, OB’erne skulle hænge deres hat på i lørdagens kamp, men i stedet skulle hårdt arbejde og et stærkt kollektiv være opskriften for fynboerne.

Det var fra start til slut til at se, at FC. Nordsjælland hører til i toppen af rækken og OB i bunden. Det smukke ved fodbold er dog, at alt kan ske, og intet er afgjort på forhånd. Det vidste Jens Madsens hårdtprøvede talenter, som kampen igennem kæmpede bravt for, at få den succesoplevelse, man så voldsomt tørster efter. De stribedes Alexander Hemmingsen udlignede Adnan Mohammeds føringsmål, og det var med opløftet pande, at øboerne kunne gå til pause med 1-1 på måltavlen.

Kort inde i anden halvleg scorede nordsjællænderen Mathias Jensen til 1-2, men OB gav ikke op, og kom ved den tidligere Silkeborg-spiller Simon Skrøder på 2-2. Hvem havde troet, at opgøret skulle være så tæt? Med et kvarter igen var alt lige, og OB øjnede for første gang i uanede tider point på kontoen.

Sådan skulle det dog ikke gå.

FC. Nordsjælland viste klassen i slutminutterne, hvor først Mathias Song, og siden Adnan Mohammed med dagens anden scoring cementerede sejren. En bitter pille at sluge for OB, der forsvarede sig hæderligt kampen igennem. I Farum-lejren var der tilfredshed med sejren. Efter en lang kamppause var opgøret mod OB som en ny start. April måned var hård ved tigrene, som med sejren nu er startet på en frisk.

Trods den nordsjællandske sejr er spændingen om DM-guldet næsten ikke eksisterende. Med imponerende syvende sejr i streg slog FC. Midtjylland en stor, fed streg under, at de er landets bedste ungdomshold. Med hjælp og stjernestøv fra Kristoffer Olsson kom ulvene et skridt nærmere guldet, og med blot fire kampe tilbage går der nok ikke mange uger, før der er fælles guldfest på Heden.

In this article