OPTAKT: Danmark U17 – Norge U17

Danmarks U17-landshold deltager igen i år til Open Nordic Tournament, som denne gang foregår i Sverige. Her er en lille optakt til holdets første kamp ved turneringen.

Da Danmarks U17-landshold sidste år deltog ved Open Nordic Tournament, foregik det i Danmark, nærmere Kolding og Nr. Aaby. Dengang endte det med flotte bronzemedaljer efter en revanchekamp mod England. De mødte også Norge, som de denne gang åbner turneringen med.

Da de to hold tørnede sammen sidste år endte det 0-0 i gruppefinalen, efter begge hold fik det maximale antal point i gruppen, hvilket sendte Danmark i kamp om bronze mod England.

Danmark er stærkt udrustet til dette opgør, med flere spillere fra de danske U17-ligahold. Her er blandt andet Christian Enemark fra Brøndby IF, Julius Eskesen fra OB og Sebastian Buch fra FC Midtjylland udtaget til den 20-mand brede trup.

Christian Bech fra AGF er debutant på holdet i aften, og glæder sig rigtig meget.

– Det er jo en fantastisk oplevelse det her, her i Sverige sammen med alle de andre fra landsholdet. Så det bliver utroligt spændende her i de kommende dage, og det glæder jeg mig meget til, siger Bech til Landsholdsfodbold, herreungdoms Facebookside.

– Vi skal bare ud og spille rigtig hurtigt og flytte bolden, forklarer Bech, der glæder sig til at kommen i gang igen, og bare give den fuld smadder.

Hvordan Norge kommer til at spille er svært at forudsige, da deres hold også netop nu er udtaget med en helt ny trup i forhold til sidste år, med en hel anden årgang. Men danskerne skal helt sikkert ud og presse på fra start, for at få sat sig på kampen.

Holdopstilling til kampen, der spilles klokken 18:00 mod Norge er følgende:

Snorre

Poulsen – Bech – Damkjær – Roerslev

Sørensen – Strunck – Appelt

Okkels – Odgaard – Mikkelsen

Danmark skal foruden Norge, møde Polen og Finland, inden de muligvis skal ud og spille om at komme i finalen, hvis de får point nok.

In this article