FC Nordsjælland er fortsat ubesejret i den danske U/19 Liga, hvor de i den seneste runde bankede AGF 3-0 på udebane i Fredensvang.
Ingen nederlag er det blevet til for FC Nordsjælland i denne sæsons første ni kampe af U/19 Ligaen. Lørdag den 21. november sikrede de sig deres tredje sejr i træk, efter de vandt 3-1 over AGF på udebane.
Første halvleg var meget jævnbyrdig, mens FC Nordsjælland havde svært ved at finde formen i den første halvdel af kampen. Til trods for det, kom de foran efter en halv times spil efter et flot opspil ude på kanten. Adnan Mohammad fik heldigt sidste fod på bolden, og sparkede den ind i et tomt AGF-mål.
Ét minut før pausen kom FCN yderligere foran, da Andreas Skovgaard, efter et frispark, sparket af Emre Mor, på midten af AGF’s banehalvdel, løber sig selv helt fri og flot får sparket bolden ind i det nederste lange hjørne.
Nordsjællænderne fandt en bedre form i deres spil i anden halvleg og fik kreeret flere chancer. Dog fik de kun udnyttet én af disse. FC Nordsjælland får to gange clearet bolden på midten af egen banehalvdel, hvorefter de sætter farten op på et kontraangreb og er tre mod to AGF-spillere foran mål. Adnan Mohammad får spillet Lucas Haren helt fri, der sikkert sparker bolden ind bag AGF’s målmand.
– Det var en god indsats af drengene, og det er også et godt udtryk at gå ud og vinde på en dag, hvor holdet ikke spiller op til sit bedste. Vi spillede ikke specielt godt i 1. halvleg, så det var lidt paradoksalt, at det var før pausen, at vi bragte os foran 2-0, forklarer FCN U/19-træner, Morten Karlsen, og fortsætter om anden halvleg:
– Men vi rettede fejlene, og 2. halvleg kørte meget bedre. Efter pausen var det på vores præmisser, og vi kunne godt have scoret flere mål. Det var tredje sejr i træk, og vi er fortsat ubesejrede. Det viser, at holdet er fokuseret hver gang.
FC Nordsjælland tager næste lørdag mod OB på hjemmebane, mens AGF får endnu en hjemmekamp mod et sjællandsk hold. Denne gang er det Lyngby BK, der kommer til Fredensvang.
Se målene fra kampen her: