Randers FC tager på lørdag til Herning for at spille en træningskamp mod FC Midtjylland på MCH Arena, og her er der mulighed for spilletid til to U/19-talenter fra Randers.
FC Midtjylland har tidligere bekræfte hvilke talenter, der får tilbudt en seniorkontrakt. Så der er rigt mulighed for at se netop de talenter på banen for FCM i deres træningskampe forud for næste sæson. Men det er altså ikke kun i ulveland, at man kan se talenter på førsteholdet i træningskampe.
Randers FC har formentlig også gjort plads til to U/19-spillere i deres trup, der lørdag rejser med til den jyske hede. Her er tale om Marcus Mølvadgaard og Frederik Lauenborg.
Randers’ nye cheftræner, Ólafur Kristjánsson, har nemlig udtaget mange spillere til kampen, og ligger ikke skjul på, at mange, hvis ikke alle, kommer i spil mod ulvene fra Midtjylland.
– Med så mange spillere bliver der selvfølgelig tale om en dosering af spilletiden, og det bliver stort set to hold, der kommer på banen mod FCM. Om det så bliver 60 minutter med et hold og 30 minutter med et andet eller en 45/45 deling, har jeg endnu ikke lagt mig fast på, siger Kristjánsson til klubbens hjemmeside.
Kampen mellem FCM og RFC bliver Randers’ første træningskamp denne sommer, mens FCM derimod allerede har spillet to. En mod samarbejdsklubben Sunds IF, som FCM vandt 10-2 og en mod Esbjerg, som de sortklædte ulve vandt 2-1.