Midtbanetalent skifter FCN ud med 2. Division i jagten på seniorfodbold

18-årige Lucas Haren har forud for næste sæson valgt at bryde samarbejdet med sin nu tidligere klub, FC Nordsjælland, for i stedet at skifte til 2. Divisionsklubben, Hellerup Idrætsklub. Den afgørende knast for en fortsat fremtid hos Tigrene var midtbanespillerens ønske om seniorfodbold – et ønske FC Nordsjælland kun i mindre grad kunne opfylde med et tilbud om flere ugentlige træninger med Superliga-truppen men en daglig gang hos U/19 Liga-mandskabet, som Haren også før sommerferien var en del af. D’ BOLD har talt med midtbanetalentet om beslutningen.

– Jeg takkede nej, da jeg synes, at jeg er færdig med U/19-fodbold og gerne vil spille seniorbold. HIK ville rigtigt gerne have mig, og derfor takkede jeg nej til FCN, forklarer Lucas Haren til D’ BOLD, hvorefter han fortæller, at det var svært at finde en anden klub grundet den lange proces omkring hans fremtid i FC Nordsjælland. Til sidst var det Harens tidligere klub fra Hellerup, der henvendte sig og dermed kunne opfylde Harens ønske med en 1-årig kontrakt og en plads i den nordsjællandske 2. Divisionsklubs seniortrup.

Lucas Haren ærgrer sig over forløbet, hvor FC Nordsjælland først relativt sent meddelte, at de ikke kunne opfylde ønsket om seniorfodbold – en håndtering, der ikke gjorde det nemmere for Haren at finde en ny klub, da mange allerede havde næste sæsons trupper på plads. Alligevel glæder han sig over sine tre år i Farum-klubben, og hvordan situationen omkring klubskiftet har gjort ham klogere på fodboldverdenen.

– Jeg har været rigtigt glad for at være i FCN de seneste tre år, og dette forløb har uden tvivl gjort mig klogere på, hvordan fodboldverdenen fungerer, fortæller Haren, inden han yderligere forklarer om forløbet:

– Jeg havde et tilbud om at komme afsted på prøvetræning i en anden klub, hvilket FCN afviste tilbage i april. Jeg tænkte, at det bare var et spørgsmål om tid, før de (FC Nordsjælland, red.) henvendte sig med noget konkret, men det skete desværre ikke før her tre måneder efter. Det har været svært for mig at få et svar fra FCN om, hvor de så mig i deres system. Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne ville spille seniorfodbold efter sommerferien. FCN syntes, at jeg skulle fortsætte i U/19-truppen og derudover træne med Superliga-truppen, når der var mulighed for det, forklarer Lucas Haren, der understreger, at han ikke er skuffet over FC Nordsjællands håndtering.

– Jeg er ikke skuffet, for det er en del af gamet. Jeg har jo takket nej til tilbuddet om at spille U/19-fodbold, da jeg synes, jeg har bevist, at jeg kan begå mig i U/19 Ligaen, så jeg er bare rigtigt glad for at have fået muligheden i HIK.

Med sådan en beslutning følger naturligvis både fordele og ulemper, for mens Lucas Haren uden tvivl vænnes til seniorfodbolden mod et år som U/19-spiller, kan vejen til drømmen om Superliga-bold se ud til at have fået sig en omvej. Haren er da godt klar over, at det ideelle havde været at vente på sin chance i FC Nordsjælland, men vurderede samtidigt at endnu et år som ungdomsspiller ikke ville udvikle ham, som han håber, springet op på seniorniveau vil det.

– Det bedste havde været at blive i Superliga-truppen (i FC Nordsjælland, red.), men jeg tror, jeg gør det rigtige ved at spille seniorfodbold nu. Jeg tror ikke, at en base omkring U/19 ville gavne og udvikle mig. Min udvikling, tror jeg, ville være gået lidt i stå med U/19, hvor jeg føler, jeg har aftjent min værnepligt.

– Men jeg ved ikke, om den er blevet kortere (vejen til Superliga-fodbold, red.), men den bliver i hvert fald lettere mentalt og fysisk, da jeg med skiftet vænnes til seniorfodbolden. U/19-fodbold er fint, men det er jo intet sammenlignet med at spille mod voksne.

Der er ingen tvivl om, at Lucas Haren i HIK vil blive prioriteret væsentligt højere end i FC Nordsjælland, og HIK-cheftræner, Christian Larsen, glæder sig da også over signingen.

– Jeg er rigtig glad for, at vi er lykkedes med at få Lucas til HIK. Han har været vores førsteprioritet fra U/19 Ligaen, hvor han har spillet en meget flot sæson i FC Nordsjælland, siger HIK-cheftræner Christian Larsen i en pressemeddelelse.

Lucas Haren spillede i sidste sæson en væsentlig rolle på FCN’s U/19-hold, der endte på U/19 Ligaens andenplads og i foråret slog flere europæiske storhold til en hollandsk ungdomsturnering.

In this article