HB Køge har skrevet en treårig kontrakt med den kun 18-årige kantspiller Alexander Bah fra Næsby.
HB Køge har i den seneste måneds tid solgt 18-årige Justin Shaibu til Brentford FC, mens den kun 16-årige Elias Fritjof Sørensen meldes tæt på at blive solgt til Newcastle. Men HB Køge har ikke kun tænkt sig at sælge unge spillere i dette transfervindue.
Klubben har nemlig hentet den kun 18-årige kantspiller Alexander Bah i 2.divisionsklubben Næsby.
Bah, som også tidligere er blevet kædet sammen med OB, har tidligere på sommeren været med klubben på træningslejr i Tyskland, og her har han gjort det så godt, at det har udmøntet sig i en treårig kontrakt til fynboen.
– Alexander Bah er en hurtig og talentfuld kantspiller med nogle helt særlige individuelle færdigheder. Vi glæder os til at hjælpe ham med at tage det næste skridt i sin udvikling. Vi forventer ikke, at Alexander som 18-årig med det samme kan gå ind og være en profil på vores hold, men han har nogle meget spændende spidskompetencer, som kan bringe ham langt, siger HB Køges sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside.
Spilleren selv er naturligvis meget tilfreds med aftalen, hvor specielt kemien i truppen tiltaler ham.
– Jeg er rigtig glad for at have underskrevet en kontrakt med HB Køge. Jeg har jo været på et træningsophold i et par uger, hvor jeg var med på træningsturen i Tyskland med holdet. Under mit ophold oplevede jeg et rigtigt godt miljø, hvor man i truppen også har det godt sammen uden for banen. Jeg har virkelig set frem til at vi kunne blive enige om en aftale, så jeg nu kan repræsentere HB Køge, siger Bah.
Bah får trøjen med nr. 11 og kan allerede få debut i aften, når HB Køge gæster Karlslunde IF i 1. runde af DBU Pokalen.