Bah: Nyder at spille og give mig fuldt ud

18-årige Alexander Bah er faldet godt til i HB Køge og oplever tillid fra klubben

I sommerens transfervindue solgte HB Køge en række prominente navne og talenter til udenlandske klubber. Men der kom også en række nye ansigter ind af døren. En af dem var 18-årige Alexander Bah. Dengang lød meldingen fra klubbens sportsdirektør, Per Rud, at selvom forventninger var store til Bah, så forventede man ikke nødvendigvis at se ham som en del af startopstillingen med det samme. Den hurtige fløjspiller har overrasket, og har indtil videre fået spilletid i ti ud af tretten kampe.

Det har taget noget tilvænningstid for den talentfulde offensivspiller, der blandt andet har skulle vænne sig til tempoet:

– Det går selvfølgelig stærkere (end i 2. Division, red.). Man skal eddermame tænke hurtigere og være fysisk stærkere. Det hele går bare hurtigere, siger Bah til D’BOLD

Det er særligt de hurtige beslutninger, der har gjort forskellen:

– Der hvor jeg har skulle lægge mest på har været i forhold til førsteberøringer og tænke hurtigere. Jeg har altid kunne tage et ekstra træk, men nu kommer de altså hårdere i presspillet, så helt klart førsteberøringerne.

Efter weekendens uafgjorte kamp mod FC Roskilde befinder HB Køge sig nu på en fjerdeplads i landets næstbedste række. Rækken er utrolig tæt, og det understreges af, at HB Køge er fem point fra førstepladsen og fem point fra nedrykning. Ambitionen er dog den sjove ende af tabellen:

– Vi har sat en målsætning for top seks, men jeg synes, at når vi spiller vores bedste, så kan vi være med deroppe hvor det er sjovt, og spille med om den bedste række.

For at nå det resultat, så skal Alexander Bah og de andre offensive kræfter i gang med at levere nogle mål. HB Køge ligger på en fjerdeplads over færrest scoringer i ligaen. Bah har selv scoret sit første mål, og leveret sin første assist.
Han er garant for gode offensive takter, og er selv klar over hvad han skal bidrage med, for at hjælpe holdet:

– Jeg kan bidrage med noget aggressivitet, noget pres og noget energi. Jeg har fokus på nogle gode førsteberøringer, og noget energi,

– Jeg skal score nogle mål på et tidspunkt. Lige nu får jeg rigeligt med spilletid og der er tillid til mig. Jeg nyder at spille og giver mig fuldt ud hver gang.

Da han i sommers kom til klubben underskrev han en kontrakt, der binder ham i den blå/sorte trøje frem til sommeren 2018. Og med den tillid, der bliver vist er planen også at blive i klubben – i hvert fald kontrakten ud:

– Lige nu skal jeg være her i to og et halvt år mere. Jeg nyder at spille her. Planen er at blive kontrakten ud, slutter Alexander Bah

In this article