FC Roskilde og HB Køge delte i porten i 1. division i en kamp, hvor begge mandskaber havde momentum i hver deres halvleg. Flere unge spillere var involveret i opgøret.
1. division er en vældig tæt række. Få point afgør, om man spiller med om oprykningen til Superligaen, eller om man skal ned en tur i 2. division. Derfor blev der også gået til stålet i kampen mellem FC Roskilde og HB Køge.
Men selvom man skulle tro, at sådan en kamp krævede to rutinerede mandskaber, var begge holds trænere ikke blege for at give deres unge spillere chancen. Anders Theil gav genvalg til 19-årige Nicklas Halse på 6’er-positionen for Roskilde, mens Henrik Lehm havde de to gennemslagskraftige 18-årige, Malte Amundsen og Alexander Bah, med for sit HB Køge-mandskab.
HB Køge bragte sig foran med 1-0, efter 18 minutter, i en situation, hvor Roskilde-forsvaret blev alt for passivt, og derfor tillod Marc Rochester Sørensen at sparke på kassen fra kanten af feltet. Roskilde kæmpede noget med at finde opskrifterne på scoringer i de første 45 minutter, men i anden halvleg satte hjemmeholdet sig tungt på spillet.
Den forløsende udligning kom dog først to minutter før tid, hvor Mark Leth Pedersen fandt Morten Nielsen i boksen. Angriberen dirigerede bolden ind i netmaskerne, og sikrede Roskilde et ganske velfortjent point. Hjemmeholdets 19-årige midtbaneslider Nicklas Halse var dog ikke tilfreds med sit holds præstation i især første halvleg.
– Jeg synes, vi spiller en dårlig første halvleg. Vi får ikke gjort de ting, vi skal, og så får vi ikke bragt den energi ind på banen, som vi har gjort de andre gange. Banen er lidt svær at spille på, og vi er ikke helt klar til at tage de dueller det kræver, siger Nicklas Halse til D’ BOLD og fortsætter:
– Vores plan i første halvleg lykkedes ikke rigtig med, at jeg skal få sat spillet. Vi prøver noget andet i anden halvleg, og får lavet en god indskiftning i pausen (Jesper Bech ind, Simon Richter ud, red.). Det skaffer os noget momentum, og vi får sat spillet lidt længere fremme på banen.
HB Køge faldt længere tilbage efter pausen, og satsede på at forsvare 1-0-føringen hjem. Planen kuldsejlede dog, og det var ikke mindre end en skandale ifølge holdets venstreback.
– Vi har altid svært ved at spille mod Roskilde. I dag synes jeg egentlig, at vi spiller rutineret og afklaret, og vi laver også et mål og kommer foran inden halvlegen. Anden halvleg bliver lidt mere rodet, hvor vi giver dem nogle dumme standarder som indkast og frispark. De kommer til nogle chancer, og samtidig stopper vi med at spille. Vi bliver presset til sidst, og de scorer. Det er en skandale. Jeg synes ikke, man kan sige, at det er et fair resultat. Vi er foran i store dele og kampen, og vi burde også kunne lukke det, så vi vinder 1-0, siger Malte Amundsen.
Den 18-årige venstreback var en ud af mange af HB Køges spillere, der også spillede 90 minutter i onsdagens pokalavancement over Viborg FF. Derfor kom Amundsen i kampen mod Roskilde på en svær mission imod lynhurtige Emil Nielsen. Ham fik Amundsen dog lukket godt ned for.
– Emil Nielsen er helt sikkert en udfordring at spille overfor. Jeg synes ikke rigtigt, at han kommer til noget i dag, men han er da en udfordring.
En af HB Køges offensive kræfter, Alexander Bah, ærgrer sig ligeledes over pointtabet i slutfasen, men glæder sig over, at af det taktiske oplæg fungerede godt.
– I første halvleg fungerer vores presspil meget godt, som vi også havde trænet på. I anden halvleg bliver det så lidt bedre med bold, inden jeg går ud (i det 66. minut, red.).
– Jeg ser kampen som en kamp med få chancer i første halvleg. Vi har en enkelt, som vi får scoret på. Jeg synes egentligt, at vi har meget godt styr på dem, og de får ikke rigtig nogle chancer (i første halvleg, red.). I anden halvleg har de så et par dødbolde, som de er farlige på, og har et forsøg på overliggeren inden de så scorer i det 88. minut. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan lukke kampen, lyder det fra HB Køge-spilleren.
Med pointdelingen er de to hold fortsat á point i 1. division med et point op til Fremad Amager på en Superliga-play-off-plads.