Lucas Haren, 19, er en af tre nye Randers-spillere, som er at finde i truppen til mandagens kamp imod OB.
Lucas Haren skiftede her i vinters fra Hellerup IK i 2. division til Randers FC i toppen af Alka Superligaen, men trods det store spring er den unge kantspiller med i truppen til mandagens opgør imod OB.
Randers FC mødte netop Hellerup IK i DBU Pokalen, og en lovende præstation dér, samt en vellykket prøvetræning hos kronjyderne, har fået klubben til at agere, og derved underskrive en to-årig kontrakt med den tidligere FC Nordsjælland-spiller.
De yderligere to nye ansigter i Randers-truppen er den tidligere Viborg FF- og AaB-spiller, Andreas Bruhn, samt svenske Sam Lundholm, som er hentet i hollandsk fodbold.
Kampen skydes i gang kl. 19.00 på EWII Park i Odense.