Lungi bliver Superligaspiller

Jacob Lungi Sørensen er blevet rykket permanent op i Esbjerg fBs Superliga-trup

Da Jacob Lungi Sørensen var blot 9 år gammel blev han meldt ind Esbjerg fB. Siden har han taget turen hele vejen op igennem ungdomsrækkerne, hvilket hidtil kulminerede da han fik debut og fuld spilletid i pokalkampen mod Haarby/Flemløse tilbage i august måned.

Nu er det så tid til at tage næste skridt for den hårdtarbejdende defensive midtbanespiller, efter en periode, hvor han for alvor har været inde og mærken stemningen omkring truppen:

– Allerede inden vinterpausen gjorde Jacob Sørensen stort indtryk som U19-spiller, og når han har trænet med førsteholdstruppen. Jacob er en midtbanespiller med en god teknik, overblik, spilintelligens, og han er derfor dygtig til at læse spillet. En moden spiller i en ung alder, fortæller EfBs sportsdirektør, Ted van Leeuwen, til klubbens egen hjemmeside

Med kun to ungdomslandskampe i bagagen og kontrakt sent som 17-årig har Lungi Sørensen ikke altid været et lysende fodboldtalent på den i forvejen oplyste himmel. Men siden han i 2015 underskrev sin første kontrakt med Esbjerg fB har hans udvikling angiveligt taget store længdespring, som nu gør ham klar til en tilværelse som seniorspiller på et Superliga-hold:

– Jacob er endnu en lovende spiller fra EfB’s ungdomsafdeling med en fremtid i professionel fodbold. Han bekræftede det gode førstehåndsindtryk i ugerne efter vinterpausen, og da besluttede vi os for at fremskynde hans udvikling ved at rykke ham permanent op i førsteholdstruppen, fortsætter Ted van Leeuwen og tilføjer om den nu 18-årige Superligaspillers relation til træneren på førsteholdet:

– Jeg er bevidst om den specielle situation, hvor hans far er holdets cheftræner, men det har ikke spillet en rolle i denne beslutning. Mit eneste mål er at bygge et stærkt hold og samle talentfulde spillere nu og for fremtiden.

I efteråret forlængede Jacob Lungi Sørensen sin kontrakt med Esbjerg fB, som nu er gældende har udløb d. 30. juni 2018.

In this article