Robert Skov kan blive den mest scorende i Superliga-historien

Foto: Dejan Obretkovic

FC Københavns kantspiller Robert Skov har haft en fantastisk efterårssæson, hvor han har scoret 18 mål i Superligaen. Nu kan han slå Superliga-rekord.

Man skal helt tilbage til 1997 for at finde en spiller, der havde scoret lige så mange mål i efterårssæsonen. Det var Ebbe Sand, og med sine 28 mål i sæsonen 1997/1998, er han fortsat den mest scorende Superliga-spiller på én sæson.

Det vil sige, at hvis Skov scorer 11 mål i forårssæsonen, så kan han kalde sig Superliga-historiens mest scorende angriber på én sæson.

Derudover har 22-årige Robert Skov også præsteret at levere to hattrick i efterårssæsonen. Det første skete for to uger siden, da han scorede tre mål i 6-1-sejren over AC Horsens.

Og så scorede han altså også hattrick mod SønderjyskE i weekendens kamp, hvor københavnerne sejrede med 3-0.

Han har scoret fem mål direkte på frispark af sine 18 mål i 20 kampe. Dengang da Ebbe Sand blev topscorer, scorede han 19 mål i 18 kampe.

Derudover er det kun Miklos Molnar, som har nettet 18 mål i en efterårssæson i Superligaen. Det var tilbage i 1996 på 18 kampe.

Sidste år var Emiliano Marcondes tæt på at gøre de tre andre kunsten efter, da han leverede 17 scoringer i 19 kampe for FC Nordsjælland, inden han skiftede til engelske Brentford.

Robert Skov har dog ikke travlt med at forlade Superligaen, og derfor må det som minimum forventes, at han bliver sæsonen ud og altså dermed har muligheden for at slå Superliga-rekord.

“Lige nu er jeg glad for at være, hvor jeg er, og det er vigtigt at være glad. Det føles godt at spille på et godt hold. Det er et privilegium. 2018 har været et fantastisk år, hårdt og udviklende. I foråret lavede jeg 1 mål og 1 assist, så at stå her nu og have scoret så mange mål er en speciel følelse, men jeg har nogle fantastiske holdkammerater, der har taget mig ind og har hjulpet mig,” sagde Robert Skov til Canal 9.

En interessant detalje er også, at Skov faktisk har scoret flere mål ude end hjemme. På udebane har han scoret 10 mål, mens han har scoret 8 mål hjemme i Telia Parken.

“Han har alle de fysiske forudsætninger og et gudbenådet venstreben, som man ikke kan træne sig til,” sagde FCK’s manager Ståle Solbakken om sin topscorer, da de stod side om side i tv-studiet.

“Det er fedt at få anerkendelse af min træner. Jeg arbejder også hårdt hver dag. Ikke kun på at forbedre min svage sider, men også på at blive bedre til det, jeg er god til,” sagde Robert Skov.

Forårssæsonen i Superligaen byder på 16 kampe. Du kan følge med i sæsonen ved at live stream Superliga kampe hos diverse platforme.

In this article