Den danske VM 2022-sang er landet i dag, og den har fået titlen “Skulder Ved Skulder”. Sangen er skabt ud fra 34.000 fan-forslag, som fire sangskrivere efterfølgende har taget udgangspunkt i.
Den nye VM-sang “Skulder Ved Skulder” er skabt på baggrund af 34.000 fan-forslag, som Burhan G., Ankerstjerne, Jarl Friis-Mikkelsen og Nicolai Seebach har skrevet og produceret sangen ud fra.
VM sparkes i gang den 20. november, mens landstræner Kasper Hjulmand vil udtage Danmarks VM trup den 7. november, og nu er holdets officielle VM-sang altså landet.
Den er indspillet af det nye band The Supernature, der både synger med samt spiller på alle instrumenterne i den nye VM-sang.
“Vi har forsøgt at skabe en sang, der emmer af fællesskab og sammenhold, og det synes jeg, at vi i fællesskab er lykkedes med,” siger Burhan G. i pressemeddelelsen.
34.000 fan-forslag
Carlsberg lancerede hjemmesiden, hvor de danske fans kunne indsende ideer til sangteksten gennem ord og anekdoter.
”Vores mål var at etablere et forum, hvor danskerne kunne være med til at skabe sangen og komme endnu tættere på landsholdet. Vi har fået over 34.000 forslag, der på fineste vis sætter tanker og ord på, hvilken følelse og sammenhold vores allesammens landshold skaber. Som stolt sponsor kan vi ikke ønske os mere,” siger Jeppe Boel, Marketing Director i Carlsberg, i pressemeddelelsen.
Ligesom Frank Arnesen sang for i 80’erne, så har landsholdsmålmanden Kasper Schmeichel fået samme opgave på det nye VM-hit, mens resten af landsholdet synger kor.
Én af sangskriverne, Jarl-Friis Mikkelsen, var i 1986 med til at skrive én af de største fodboldsange, nemlig “Re-sepp-ten”.
“Det har været en sjov og udfordrende opgave at skrive en helt ny landsholdssang. Vi fik overvældende gode bud fra fansene og har brugt hele sommeren på at give sangen en retning, så den passer til tiden, er nem at synge med på og samler befolkningen. Landsholdet gav den gas under indspilningen, og nu glæder vi os bare til, at holdet løber på banen, så vi alle kan stå skulder ved skulder og støtte dem,” siger Jarl-Friis Mikkelsen i pressemeddelelsen.
Sangen rummer både referencer til de brede bøge samt Frejas sal, som de fleste kender fra den danske nationalsang.
”Ligesom på Herrelandsholdet er vi bedst, når vi løfter i flok, og sammen med fansene er kunstnerne kommet i mål med et rigtig flot resultat. Det her er først og fremmest fansenes sang, og vi glæder os nu bare til slutrunden, hvor der forhåbentligt venter flere flotte resultater og en fodboldfest på dansk grund,” siger Martin Ramtung, Fankoordinator i DBU.
Minimum halvdelen af overskuddet fra sangen vil gå til Fodboldfonden, som står bag oplevelser for udsatte børn og deres familier.
VM-slutrunden sparkes i gang den 20. november i Qatar, mens finalen finder sted den 18. december.