Slutspillet er indtruffet i Superligaen, og det har udløst den årlige diskussion, hvor vi brydes over, om det egentlig er en god eller ikke. I denne artikel kigger vi på argumentet for og imod den struktur, som vi har i dag, og vi kigger samtidig på den historiske udvikling. Hvordan endte vi her, og har vi den bedst mulige struktur?
Jagten på de store dramaer
I Danmark ved klubberne og arrangørerne bag Superligaen godt, at ligaen er afhængig af kontinuerligt drama: De helt store rivalopgør, kampen om at undgå nedrykning og forhåbentligt en intens kamp om titlen, hvor både Brøndby og FCK gør sig til. Det er opskriften, hvis man ønsker en Superliga med høje seertal. Flere seere giver større omsætning, mere værdifulde reklameblokke og mulighed for at promovere live odds, når profilerede hold som Brøndby og FCK møder hinanden.
Tilstedeværelsen af et slutspil føjer en ekstra dimension til det store drama. For med opdelingen af Superligaen i to forskellige lag, har størstedelen af holdene nemlig fået et realistisk delmål, som de kan jagte. For klubber som AGF, OB og AaB er det måske ikke lige oplagt at satse på mesterskabet – og at undgå nedrykning er for begrænset en ambition. Nu kan man i stedet satse på at ende i den øvre del af slutspillet.
Det giver en masse ekstra spænding til den første halvdelen af sæsonen, ligesom den afsluttende spillerunde er garant for ekstra underholdning. Her mødes alle holdene samtidigt, helt som i den traditionelle Superliga, hvor den afsluttende spillerunde blev afholdt på samme tid. Det giver et drama til hele turneringen, som den kun nyder godt af.
Sælges der ud på det sportslige plan?
De fleste kan enes om, at formatet med slutspillet er særdeles underholdende. Ikke bare fordi, at holdene inddeles i to puljer og derefter spiller mod de nærmeste konkurrenter, men også fordi, at det giver en nerve til hele turneringen, hvor holdene jagter top-6. Dels fordi, at der er medaljer og europæisk fodbold at hente, men også i jagten på at spille mod de bedste hold. Hvis man kvalificerer sig til top-6, venter der typisk kampe med Brøndby-fans, og så vælter pengene ellers ind i klubkassen.
Ideen om en ny Superliga struktur blev først formaliseret i 2016-17-sæsonen, hvor man udfasede den historiske struktur med 12 hold, 33 kampe og tre indbyrdes møder med alle hold. Det var en ujævn struktur, men var den mere sportsligt retfærdig? Det er der nogen, der mener, men det er ikke et uigennemtrængeligt argument. For mens slutspillet måske udvander ideen om en rigtig fodboldsæson, var den tidligere struktur ikke specielt retfærdigt. Især ikke med de 3 kampe mod hvert hold, der åbnede for en masse ujævnheder i kampprogrammet.
Hvad med de andre ligaer?
Da man indførte slutspillet i Superligaen, var det blandt andet baseret på erfaringer fra den belgiske liga, hvor et lignende system var blevet implementeret. Sidenhen har de færreste ligaer valgt at følge den danske opskrift, og det kunne rejse spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet var en god ide med strukturen i Danmark?
Selvom formatet ikke er blevet kopieret i andre ligaer, underkender det ikke slutspillet som en succes. Ordningen har hele tiden været målrettet det danske marked og Superligaen, hvor styrkeforholdet mellem holdene er, som det er. Og så længe de danske fans omfavner konceptet, er det kommet for at blive.
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo