Okore: Dejligt at være tilbage

Jores Okore er glad for endelig at være tilbage, efter han i mandags gjorde sit længeventede comeback for Aston Villa. 

Jores Okore startede inde, da Aston Villa i mandags hjemme spillede 1-1 mod Southampton. Det var første gang siden september 2013, at danskeren spillede en kamp for Aston Villa i Premier League.

Danskeren spillede i det centrale forsvar sammen med ireren Ciaran Clark, og Okore var godt tilfreds med deres samarbejde.

– Jeg synes, vi gjorde et virkelig godt stykke arbejde og hjalp hinanden i alle situationer i kampen, siger Okore til Aston Villas hjemmeside.

Den danske stopper var naturligvis glad for at være tilbage for Villa efter den lange skadesperiode.

– Det er lang tid siden, jeg har spillet, så at være tilbage er skønt. Det har været en lang vej med skaden og derefter genoptræningen.

– Vi har en virkelig god stab og en virkelig god læge, der sikrer, vi har de bedste muligheder for at komme tilbage så hurtigt som muligt, så de har leveret et virkelig godt stykke arbejde med mig og også med mange af de andre spillere, siger danskeren.

Okore forsikrer om, at han nød at spille.

– Selvfølgelig går man ud og nyder det endnu mere, når man har været ude og det er dejligt at være tilbage. Det vigtigste for mig er, at jeg nyder det og at jeg er tilbage. Jeg er sulten efter at spille flere kampe, slutter Okore.

Jores Okore får igen mulighed for spilletid, når Aston Villa i eftermiddag spiller ude mod Burnley. Kampen fløjtes igang kl. 16.

In this article