Danskerfredag leverer i denne uge et interview med den danske målmand Jeppe Højbjerg, der til dagligt spiller i FC Fredericia på en lejeaftale fra Esbjerg fB.
Den 19-årige FC Fredericia-keeper, Jeppe Højbjerg, har vi fanget til et interview til D´Bolds første danskerfredag indslag. Nu hvor det er Danskerfredags debut på D´Bold forlangede vi også noget ud fra interviewet, og vi fik i den grad en hel masse gode ting suget ud af U/19-landsholdspilleren. Også en del “hemmeligt” om ham selv, samt nogle sjove ting fra hans barndom.
– Jeg vil beskrive mig selv som ambitiøs, jordnær og meget social. Jeg har små ritualer inde jeg inden og når jeg spiller. Jeg skal altid tage venstre støvle og venstre benskinne på først. Derudover skal mine strømper sidde på en bestemt måde, og jeg skal strække ud hele tiden under kampe. Ja, jeg har nok lidt OCD. Som lille var jeg en del højere end mine jævnaldrende, så min far, som også var holdets træner i Sønderris SK, var nødt til at have mit pas med til kampe, som bevis på, at jeg hørte til på denne årgang. Jeg har ikke altid været målmand. Jeg var markspiller indtil 14-års alderen.
Den unge dansker lagde heller ikke skjul på at fodbold altid havde været det han ville.
– Ja, det har altid været min drøm. Da jeg kommer ud af en fodboldgal familie, har jeg spillet stort set siden jeg kunne gå, men jeg startede nok med at gå til fodbold som 4-årig.
Han nævner også det som absolut skulle med og som mange fodboldspillere nævner om ungdommen.
– Jeg gik mest op i bare at få lov til at løbe rundt og spille. Om det var i stuen, på græsplænen, eller hvor det var. Hver gang jeg så noget der mindede om en bold – om så det var en avis, der var krøllet sammen – så skulle der spilles med det, og gerne i lang tid, siger Højbjerg og fortsætter:
– Mine lærere gennem tiden har også været halv trætte af mig, da det kun har drejet sig om en ting. I skoletiden var det frikvarterne der var dagens vigtige, og sjove element. Det var jo der, der skulle spilles bold, og så kom jeg enten ind helt mudret eller svedig.
Så er der også den med vasen og andre af mors ting.
– Som barn smadrede vi mange vaser og andre ting derhjemme, og det var ikke til min mors fornøjelse. Stuen var ”en fodbold- og håndboldbane”, hvor vi spillede kampe, mine søskende og jeg.
Selvom dansker mindes sin barndom med et smil, er der dog ikke noget han specielt savner.
– Ikke som sådan noget jeg kan komme på. Jeg synes ikke jeg kan klage over det jeg opnåede som barn. Vi vandt meget dengang, og jeg har så mange medaljer fra dengang, at man skal tro det er løgn. Jeg har spillet masser af fodbold, har haft det dejligt i min hjemby, har altid været velligt, og haft det godt med mine omgivelser, så det er en dejlig tid at tænke tilbage på. Det er der ingen tvivl om. Jeg ved ikke om man kan sige jeg savner det for jeg spiller jo stadig en masse fodbold – dog på et andet plan på alle måder.
Som ung vil man gerne have det sjovt og til fest og alle de ting. Når man er professionel må man se bort fra det sjove og derimod koncentrere sig om sin fodbold. For de fleste unge er det svært.
– Jeg rykkede permanent op som førsteårs U/19 allerede ved vinterskiftet. Det var tilvænning det første halve år, og til tider svært lige at skulle vænne sig til voksenfodbold. Der er en masse forskellige parlamenter, som spiller ind så som nye holdkammerater. Mere fysisk. Anderledes træningsstil. Faktisk alt ændres, og bliver mere seriøst på en måde, så det var nyt, spændende og meget sjovt at stifte bekendtskab med, og som jeg har været glad for siden. Det har givet enkelte bump på vejen, men har hjulpet mig i sidste ende. Det har gjort sådan, at jeg som førsteårs senior føler mig som en halvgarvet allerede.
Selvom det kan være svært at holde sin form ved lige og koncentrere sig om fodbold, er der dog nogle lyspunkter. Når man dag for dag bliver bedre er der måske meget motivation at hente.
– Det motiverer mig, at jeg hele tiden kan se, at jeg bliver bedre. Derudover er det motiverende, når jeg får lov at stå nogle kampe for min klub, Esbjerg fB (nu lejet ud til Fredericia, red.), og at jeg får spilletid på landsholdet. Det giver ekstra energi at ens hårde træning bærer frugt, og ekstra motivation til at stræbe efter mit mål, som er, at jeg en dag kommer til udlandet og spille og på A-landsholdet.
Selvom den unge dansker tidligere har været på besøg i Everton vil danskeren stadig blive i Danmark. Men han ved aldrig om det rigtige tilbud kommer.
– Man kan aldrig afvise noget i denne verden, og det vil jeg heller ikke. Jeg har det godt i Esbjerg, og får god træning, så jeg håber jeg kan komme til at spille her, og flytte mig det sidste. Så må jeg se, hvornår det gyldne, og næste skridt skal være.
Højbjerg har tidlige tørnet ud for Sønderris BK. Jeppe Højbjerg kunne udover at være spille fodbold have været skolelærer, udtalte han også. Han udtalte sig blandt andet også om idoler. Højbjergs idol er Manuel Neuer.