Mikkel Wohlgemuth kan nu kalde sig tidligere FCK-spiller, efter at han i dag skiftede til 1. divisionsklubben HB Køge.
Den 20-årige midtbanespiller har tidligere udtrykt interesse i at skifte til en klub, hvor der vil være større mulighed for at få spilletid, end der var i København, og det er også hovedårsagen til, at valget er faldet på netop HB Køge.
– HB Køge er en spændende klub i udvikling og har en masse talentfulde spillere på holdet, og det glæder jeg mig til at blive en del af. HB Køge har også en dygtig træner i Henrik Pedersen, som jeg er sikker på kan udvikle mig endnu mere, udtaler han til sin nye klubs hjemmeside.
HB Køge ligger efter de tre første spillerunder af 1. division kun nummer ti med ét enkelt point, efter at have lidt nederlag til Lyngby og FC Roskilde.
Wohlgemuth har 28 ungdomslandskampe på cv’et og fik tre kampe for FC Københavns førstehold. Muligheden for debut byder sig allerede på søndag når HB Køge på hjemmebane tager imod 1. divisions bundprop, AC Horsens.