Ung dansker færdig i Holland

18-årige Mathias Bonde er fortid i PSV Eindhoven, for hvem han underskrev kontrakt med i foråret 2014. Opholdet hos Philips-klubben blev aldrig den store succes for danskeren.

I april 2014 kunne danske medier meddele, at endnu to håbefulde ungdomsspillere var skudt afsted til PSV Eindhoven, som har et godt øje for danske talenter. AGFs Mathias Bonde og Esbjergs Lasse Mikkelsen var på daværende tidspunkt blot 16 år gamle og blev spået en stor fremtid i hollandsk fodbold.

Nu, over to år senere, kan man konstatere, at opholdet i PSV aldrig blev det, som den hollandske klub eller de unge spillere havde håbet. Lasse Mikkelsen skiftede i sidste uge tilbage til barndomsklubben Esbjerg, og i går kunne Eindhovens Dagblad så fortælle, at også Mathias Bonde har spillet sin sidste kamp i den rød- og hvidstribede trøje.

I sit første år i klubben tilhørte den tidligere AGF’er U/17-holdet, mens han i denne sæson har gjort sig gældende på hollændernes U/19-hold. Det blev aldrig til førsteholdsdebut for Mathias Bonde.

Hvor den tidligere AGF’er skal fortsætte karrieren vides ikke. Midtbanespilleren har spillet 12 ungdomslandskampe for Danmark.

In this article