Brøndby forlænger med talenter

Superligaklubben Brøndby IF har i dag forlænget kontrakterne med de to unge spillere Franck Semou og Dario Dumic.

Brøndby IF er efter en vellykket aktieemission begyndt, at få lidt styr på økonomien. Og nu er man sågar også begyndt at ruste holdet til de kommende par år på den sportslige plan. Således melder klubben fra Vestegnen ud, at man i dag har forlænget kontrakterne med de to unge spillere Franck Semou og Dario Dumic med henholdsvis 1½ år og 3 år. Noget man glæder sig over i Brøndby.

“Det er virkelig glædeligt, at vi har fået forlænget med både Franck og Dario. De har allerede markeret sig positivt til både træning og kamp, men de er stadig unge – henholdsvis 20 og 21 år – og der er potentiale til endnu mere end det, vi allerede har set fra dem. Vi glæder os derfor meget til at følge deres videre udvikling i Brøndby IF”, siger sportschef Ole Bjur til klubbens hjemmeside.

Begge de to unge spillere er til daglig at finde på klubbens Superligahold. Franck Semou er i denne sæson noteret for 15 optrædener, mens Dario Dumic er noteret for 19 kampe og 1 mål.

 

In this article