OB-talent: Det går den rette vej

OB hentede i sommers den daværende Lyngby-profil Emil Larsen til klubben. Her har kantspilleren haft en fin sæson på den personlige plan, mens det på klubplanen ikke har blomstret med succes.

Larsen er med sine syv Superliga-mål fynboernes topscorer og ser også sin personlige udvikling gå den rette vej.

“Jeg synes, det går den rette vej. Det var det, jeg kom for. Selvfølgelig ville jeg gerne have, at det gik lidt bedre med holdet. Jeg er heller ikke selv helt tilfreds, men det går den rigtige vej, og jeg må bare arbejde hårdt”, siger Emil Larsen til Ritzau.

“Jeg er blevet bedre i flere situationer. Også defensivt har jeg lagt på, så jeg prøver bare at arbejde videre og arbejde hårdt til træning”, siger offensivspilleren.

21-årige Larsen medvirkede mandag aften i OBs 0-1 nederlag mod FC Midtjylland. Her ærgrer profilen sig over, at han ikke fik hjulpet holdet med en scoring.

“Det var små marginaler. Vi kom til chancerne, men de gik ikke ind. Lige for tiden er der ikke meget, der går med os. Jeg ville gerne have scoret og hjulpet holdet, så det er jeg selvfølgelig ærgerlig over.”

Emil Larsen er siden skiftet fra Lyngby i sommers, blevet noteret for 28 kampe og 8 mål i OB-trøjen.

In this article