Jores Okore er nu ikke længere FC Nordsjælland-spiller. Den 20-årige forsvarsspiller skal tilbringe de næste 4 år i engelske Aston Villa.
Det er nu officielt at Premier Leaugue-klubben Aston Villa har kapret den danske Superliga-profil Jores Okore. Okore har tegnet en fireårig kontrakt med Birmingham-klubben, som han tiltræder hos d. 1 juli.
Salget af Jores Okore vækker naturligvis stolthed i FC Nordsjælland, der sikrer sig endnu en stor økonomisk gevinst.
– Vi er rigtig stolte af, at vores store investering i talentarbejdet allerede nu bærer frugt med en transfer til verdens største liga, som både opfylder spillerens store ambitioner og samtidig økonomisk er den mest markante handel i FC Nordsjællands historie, siger FCN’s sportschef, Jan Laursen, i en pressemeddelelse.
– Det er en transfer, der på mange måder viser, at vi har truffet det for os rigtige valg i strategien med udvikling af spillere fra egen ungdomssektor. Det er ikke mere end en uge siden, vores U19-hold vandt det første danske ungdoms-mesterskab, vi har i sæsonen benyttet os af mange af de helt unge spillere i Superliga-sammenhæng, og vi har flere dygtige spillere på vej fra talentrækkerne.
– Jores vil være et forbillede for mange af vores helt unge talenter, der nu kan se at man gennem hårdt og dedikeret arbejde kan nå både A- landsholdet og Premier League her i FCN, siger sportschefen.
De seneste danskere der repræsenterede Aston Villa var Martin Laursen og Thomas Sørensen.